Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Aulaen på Roslev Skole
Sallingsundvej 26
7870 Roslev
Målgruppe
For voksne
For voksne

En Roslev-drengs fortælling

21.03.24
Foredrag med Roslevdrengen Peder Christian Christensen

INGABO-stifter fortæller i lyset af egnens æra med møbelindustri

Mange af os husker, dengang Skiveegnen med Salling i spidsen var en af de helt store spillere på møbelmarkedet. Et halvt hundrede møbelfabrikker udgjorde en væsentlig del af det lokale arbejdsmarked. Egnen kom i fokus som et vigtigt sted i Danmark, hvor unge med ambitioner inden for træfagene kunne færdiggøre drømmeuddannelsen inden for træbranchen.

Peder Christian Christensen fra Roslev er en af dem, som drev det vidt. Han stiftede møbelfabrikken INGABO, der snart blev en vigtig arbejdsplads i Roslev. Sammen med sin hustru, Inga, drev han virksomheden, hvor godt et halvt hundrede medarbejdere var beskæftiget.

Sammen med forfatter og journalist Joan Thora E. Laurberg fortæller P. Christian Christensen sin historie i næste afsnit af egnsfortællinger.

Som formand for Træfonden var Christian – som den kendte erhvervsmand kalder sig - med til at sende unge mennesker fra hele Danmark på ophold i udlandet. Han kan stadig glæde sig over de oplevelser og den inspiration, de unge begejstret berettede om.

Der er næppe nogen, som kan beskylde erhvervsmanden fra Roslev for at løbe af pladsen. Det blev til godt 20 år i Træfonden, hvor Christian for få år siden overlod posten til yngre kræfter. Et kig i arkiverne fortæller også, at han i et par årtier gjorde en væsentlig indsats for Skive Snedkerlaug, hvor han var oldermand. Her arbejdede han også for, at der blev hentet faglig inspiration i både Danmark og udlandet, hvor laugets medlemmer besøgte andre fabrikanter.

Christian passede sine hverv, og han nød det. Samtidig var det som manden i spidsen for INGABO almindeligt, at han tilbragte 70-80 af ugens timer på at drive virksomheden på Hesthøjvej i Roslev. INGABO står blandt andet bag møbelserien, der bærer navnet Holger Danske. Serien var så solid, at det stadig er muligt at finde skabe, borde, stole, senge og andre møbler med sagnheltens navn og produceret i Salling.

Som ung kom Christian i realskolen i Roslev. Han klarede sig godt og var rigtig glad for regning. Men han ville hellere være håndværker og gerne nu. Så han sprang fra realen, og efter et par måneders arbejde på en gård, fik han en læreplads i Thise. Knap var lærlingekontrakten underskrevet, før Christian også arbejdede i fritiden. Han lejede værkstedslokaler, og så kørte han på sin knallert rundt i Salling for at reparere vinduer og døre, og hvad der ellers lige skulle laves. Christian forstod værdien af en god opsparing, og så blev firmaknallerten skiftet ud med kørekort og bil.

Foredraget er en del af projekt ”Bogbussen på RoadTrip” er støttet af Udviklingspuljen under Slots- og Kulturstyrelsen.

Foredraget er gratis og der serveres kaffe og te i pausen.

Arrangører: Museum Salling og Skive Bibliotek.

Book billet her på siden.