Foto: Rita Blue
Voksne

Samtale om Kvinder uden mænd

Tid
19:00 - 20:30
Pris
Billet: 110 DKK
Sted
Hovedbiblioteket
Østergade 25
7800 Skive
Pernille Pontoppidan Pedersen & Nazila Kivi

Kom til en samtale om Shahrnush Parsipurs roman Kvinder uden mænd, når kunstner Pernille Pontoppidan Pedersen og oversætter Nazila Kivi mødes på Skive Bibliotek. Med udgangspunkt i Pontoppidan Pedersens skulptur Plantet som et træ og Parsipurs magisk-realistiske univers undersøger de temaer som frihed, forvandling og andre måder at være i og tænke verden på.

Parsipurs roman – en moderne klassiker inden for magisk realisme og bandlyst i Iran – udkom på dansk i 2019 i Nazila Kivis oversættelse. I samtalen foldes både bogens betydning og dens fortsatte resonans bl.a. i kunsten ud.

Samtalen modereres af Laila Lund Altinbas, kunstformidler ved Skive Kunstmuseum, og afholdes i forbindelse med udstillingen UDLÆNGSEL HJEMLÆNGSEL – Pernille Pontoppidan Pedersen på Skive Kunstmuseum, 21. februar – 30. august 2026.

Arrangeret i samarbejde mellem Skive Bibliotek og Skive Kunstmuseum.

Prisen er 110 kr. inkl. en forfriskning i pausen og en rabatkupon på 20% på entréprisen til Skive Kunstmuseum, hvor du bl.a. kan opleve Pernille Pontoppidan Pedersens udstilling.

Om forfatteren:
Shahrnush Parsipur (f. 1946) er født og opvokset i Teheran. Som 16-årig debuterede hun som forfatter, men har senere hen også arbejdet som skribent og producer for nationalt tv og radio i Iran. Hun har en BA i Sociologi fra Teheran Universitet og har studeret ved Sorbonne i Paris. Kvinder uden mænd er, ligesom hendes andre romaner og memoirer, bandlyst i Iran. I dag bor hun i Californien. 

Om Nazila Kivi:
Nazila Kivi er kulturkritiker og oversætter og har blandt andre værker oversat hidtil tre af Shahrnush Parsipurs bøger, Kvinder uden mænd (2019), Frie oplevelser (2022) og Mænd fra forskellige civilisationer (2022). Hun er i øjeblikket PhD-stipendiat på Roskilde Universitet hvor hun arbejder med køn, minoritetsgørelse og kvindeskrift. 

Om Pernille Pontoppidan Pedersen:
Pernille Pontoppidan Pedersen (f. 1987) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, keramikafdelingen på Bornholm. Hun har udstillet bredt nationalt og internationalt og er udstillingsaktuel på Skive Kunstmuseum med udstillingen UDLÆNGSEL HJEMLÆNGSEL. Hun bor og arbejder i dag på en gård uden for Silkeborg i tæt kontakt med skoven og dyrene omkring hende.

Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen
Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen