Afhentning af reservationer i Dagli’Brugsen på Fur

14.03.24
Forsøgsordning

Som noget nyt kan du fra den 2. april 2024 afhente dine reservationer i Dagli’Brugsen, hvis du ikke kan nå at hente dem i bogbussen. Du kan aflevere lånte materialer samme sted. Læsekredsbøger skal fortsat afhentes i bussen.   

Alle materialer udlånes til dig, inden de sættes ind i Dagli’Brugsen. Du skal altså være opmærksom på, at lånetiden begynder den tirsdag, materialerne forlader bogbussen – og ikke den dag, du henter dem. 

Materialerne er først afleveret, når de er retur i bogbussen igen, og ikke nødvendigvis samme dag, som du afleverer dem i Dagli’Brugsen. 

Bøgerne puttes i en reservationspose, som også udlånes til dig, og den skal som bøgerne afleveres igen inden for lånetiden. Posen vil være mærket med dit navn. Uafhentede materialer tages med tilbage den efterfølgende tirsdag. Det betyder, at du har en uge til at få hentet dine reservationer.

Hvis du ikke afleverer i bogbussen, er det vigtigt, at du afleverer dine materialer i Dagli’Brugsen senest kl. 16.00 de tirsdage, hvor bogbussen kommer. Du kan se køreplanen på bibliotekets hjemmeside. 

Holde øje med afleveringsdatoerne for dine lån. Hvis materialet ikke er reserveret til andre lånere, kan du forlænge lånet via hjemmesiden, appen eller ved telefonisk henvendelse til biblioteket. 

I skolernes sommerferie afhentes reserverede materialer som ellers på Skive Bibliotek.