
- Date
- Tid
- 07:00 - 22:00
- Bibliotek
- Hovedbiblioteket
- Adresse
-
Østergade 25
7800 Skive
Danmark
Man kan gå på opdagelse blandt titler, der på forskellige tidspunkter og steder i verden er blevet forbudt.
Både børne- og voksenbøger vil være ledsaget af små historier om deres vej gennem censuren. Mange vil
blive overrasket. I store dele af USA er der i dag en intens jagt på bøger med LGBTQ+-indhold eller bøger om
afroamerikanernes historie. Og det er kun knap 60 år siden, at paven afskaffede sin officielle liste over mere
end 4000 bogtitler, som katolikker ikke måtte læse.
Fra Atwood til Grimms eventyr
Blandt de udstillede værker finder man Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling, der i årevis har været
blandt de mest censurerede bøger på amerikanske biblioteker, ofte på grund af sexscener. Som modsvar
udgav Atwood i 2022 en særlig udgave, der ikke kunne brændes.
Nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj er også at finde på listen over forfattere, hvis bøger er blevet
forbudt. Hun er kendt for sine skildringer af almindelige mennesker i et totalitært samfund og er i sit
hjemland Belarus stemplet som ekstremist. I 2020 Bevogtede EU-diplomater hendes hjem for at beskytte
hende. Efterfølgende måtte hun gå i eksil.
Biblen er forbudt i muslimske lande som Saudi Arabien, Libyen og Sudan, og i Malaysia er Biblen kun tilladt,
hvis den er forsynet med advarslen: ”Ikke for muslimer”.
Selv Grimms eventyr har mødt modstand. Rødhætte blev i 1980’erne forbudt på flere amerikanske skoler,
fordi pigen bærer vin i sin kurv. I 2019 fjernede nogle spanske skoler eventyret med begrundelsen, at det
fremstiller kvinder som svage og mænd som stærke.
En del af en international kampagne
Udstillingen er en del af kampagnen #ForbudteBøger, som arrangeres i samarbejde med Dansk PEN. Mere
end 55 danske biblioteker samt skoler, gymnasier og højskoler sætter i uge 41 fokus på litterær censur
verden over. Kampagnen afvikles samtidig i USA, Storbritannien, Sverige, Norge, Grønland, Færøerne og
Danmark.