Hjemstavn - Bogudgivelse og Artist Talk
- Tid
- 14:30 - 16:30
- Pris
-
Billet: Gratis
- Sted
-
Hovedbiblioteket
Østergade 25,
7800 Skive
Bibliotek
HovedbiblioteketI samarbejde med
Forlaget Wunderbuch Helga TheilgaardI mere end to årtier har Helga Theilgaard skabt rå fotografiske værker om mennesker, sårbarhed, sociale fællesskaber og tilhørsforhold. Nu vender hun kameraet mod sit eget ophav. I anledning af Skive Købstads 700-års jubilæum udgiver hun fotobogen Hjemstavn - en personlig fortælling fra Skive-egnen. Bogen udkommer den 14. august 2026 på Forlaget Wunderbuch
Hjemstavn er ikke en traditionel hjemstavnsbog og ikke en idylliseret fortælling om provinsen. Den er en usentimental og personlig undersøgelse af et konkret sted: Skive-egnen.
“For mig er hjemstavn ikke kun et sted på et kort. Det er også noget, der sidder i blikket, i kroppen og i måden, man forstår verden på. Med bogen vender jeg tilbage til Skive-egnen - ikke for at idealisere den, men for at undersøge, hvad det egentlig betyder at komme fra et sted,” siger Helga Theilgaard.
Fotografierne bevæger sig mellem portrætter, landskaber, steder, objekter og billeder fra gamle album. Mellem det dokumentariske, det iscenesatte og det erindrede. Tilsammen skaber de et billede af en egn, der ikke reduceres til idyl, provins eller nostalgi, men træder frem som noget mere sammensat: et sted med historie, nærhed, afstand, sårbarhed og stolthed.
Med Hjemstavn føjer Helga Theilgaard et kunstnerisk bidrag til Skive Købstads 700-års jubilæum. Samtidig åbner hun for en samtale, der rækker ud over et lokalt jubilæum: Hvad betyder oprindelse i dag? Hvor meget er vi formet af det sted vi kommer fra? Hvor meget af vores identitet ligger i det, vi kalder hjem? Og giver det overhovedet mening at knytte vores identitet til geografi?
Alt dette kan du høre meget mere om når moderator Joan Laurberg interviewer fotograf Helga Theilgaard og nogle af de medvirkende i bogen. Der vil efterfølgende være bogsignering
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig, da der er begrænsede pladser.