Frontkæmper for fællesskabet

Musikalsk foredrag om salme- og sangkomponisten Thomas Laub med musikformidler Christian Tobiassen
Date
Tid
19:00 - 21:30
I samarbejde med
  • Skive Bibliotek
  • Skive Menighedsråd
  • Skive Salling Provsti Musikudvalg
Adresse

Skive Menighedshus
Reberbanen 19
7800 Skive
Danmark

Når man hvert år på nytårsaften skåler til lyden af de Københavnske rådhusklokker, er det måske ikke alle der tænker på, at det var komponisten Thomas Laub, der stod bag klokkernes toner.

Få vil i det hele taget kende organisten, salme- og sangkomponisten Thomas Laub (1852-1927) – manden bag sange som ”Sov sødt barnlille”, ”Morgenstund har guld i mund”, ”Det er hvidt herude” og ”Stille, hjerte, sol går ned”.

I kirken, bliver Laub ofte betragtet som den kedelige modsætning til de romantiske salmekomponister, og hvis en vanetræt organist vælger en af Laubs melodier frem for de kendte, er det med livet som indsats.

Og muligvis er der noget gammeldags og kedeligt over Thomas Laub, men i foredraget her skal det blive tydeligt, at det såkaldt ”gammeldags og kedelige” dækker over en helt særlig tilgang til komponistfaget, som – med sin egne stille skønhed – blev epokegørende for dansk musikhistorie.

Den ellers uanselige præstesøn fra Langå på Fyn, stod bag en omfattende reformation af den danske kirkesang. Her forsøgte han at udradere romantikkens kunstsang fra kirkebænkene og erstatte den med mere fællessangs-egnede melodier. Sammen med Carl Nielsen lagde Laub de filosofiske grundsten til den danske sangskat, og det var da også Nielsen og Laub, der sammen med komponistkollegerne Oluf Ring og Thorvald Aagaard blev bedt om at udgive den første melodibog til Højskolesangbogen i 1922.

Foredraget giver i ord og toner en frisk og ny introduktion til en mindre kendt, dansk komponist, som fortjener langt større opmærksomhed end han får i dag.

Foredraget er gratis - der kan købes kaffe og kage til 30,- kr.

Foredraget afholdes af Skive Menighedsråd, Skive Salling Provsti Musikudvalg og Skive Folkeuniversitet.

Foredraget afholdes i: Skive Menighedshus, Reberbanen 19, 7800 Skive