Blå Bogbus

Et farvel til den blå bogbus

07.08.18
Bibliotekets blå bogbus går på pension

Skive Biblioteks blå bogbus har siden 1999 kørt vejene tynde i Skive Kommune. Næste år ville den være fyldt 20 år, men desværre kommer vi ikke til at fejre den runde dag. På grund af slid, efter 19 års trofast tjeneste, går den på pension, og kommer ikke ud at køre igen her efter sommerferien.

Den blå bogbus tog sin første tur i 1999. Den blev indkøbt i et samarbejde mellem gammel Sundsøre og Skive Kommune. I 2008 kom den røde bogbus til efter kommunesammenlægningen, hvor det blev politisk besluttet at lukke alle lokalbiblioteker, og erstatte dem med en bogbus. De to bogbusser har sammen med bogbilen Mobillen, sørget for at give et bibliotekstilbud i hele kommunen.

Mange år er gået, og den blå bogbus er efterhånden blevet en ældre dame. I 2017 valgte Skive Bibliotek derfor at ansøge om en anlægsbevilling til et mobilt selvbetjent bibliotek med delvis bemanding. Planen var, at det skulle tage over, når den blå bogbus ikke kunne mere. Det har desværre vist sig ved syn her i sommer, at den blå bogbus var væsentligt ringere end vi troede. Dermed kommer den ikke ud at køre igen.

Et så pludseligt farvel får betydning for køreplanen i hele kommunen. Frem til uge 42, vil den røde bogbus køre ud i en 14 dages plan. Bogbussen kommer ud til de enkelte holdepladser samme ugedag og samme klokkeslæt, som den plejer, men kun hver anden uge. I kan se, hvilke dage bogbussen kommer på besøg hos jer under Bogbuskøreplan. Der vil ligeledes komme opslag op lokalt.

Efter efterårsferien kommer der en ny køreplan, som blandt andet betyder, at bogbussen vil køre ud et par formiddage om ugen. Bogbussen vil komme ud til så mange som muligt, men det kan ikke undgå at få betydning, at vi går fra to bogbusser til én.