Bliv Læsefamilie

01.12.22
Hvornår har du sidst haft en af de der stjernestunder, der både samler og flytter familien? Sæt læsning og familiehyggen i centrum og bliv én af Skive Biblioteks Læsefamilier.

Hvad er en Læsefamilie?

Læsefamilierne er et modsvar til den moderne families stress, jag og fraværsfornemmelser. Familietid bliver alt for nemt til skærmtid, men Læsefamilier er et gratis tilbud for familier med børn fra ca. 10 år, der gør det nemt at finde alternativer. Som Læsefamilie får I hver måned leveret en pose lige til døren, som man kender det fra fx måltidskasser. Børnebiblioteket har bestemt posens indhold på forhånd, så indholdet er en overraskelse for hele familien.

Hvad er en læsepose?

En typisk læsepose bevæger sig inden for et overordnet tema (fx. Uhygge, Røverhistorier, Penge) og kan indeholde bøger, brætspil, quizzer, opskrifter på aktiviteter og meget mere. Alt er pakket, klart, og lige at gå til. Posen er sammensat sådan, at den aktiverer hele familien og hen over en måned kan tages i doser, der let kan indarbejdes som små samlende indslag i hverdagen.

Sådan bliver du en af bibliotekets Læsefamilier

Som Læsefamilie får I leveret 6 poser i alt i perioden januar-juni. Der er ingen formelle krav for deltagelse - men læseposerne er møntet på større børn - primært i alderen 10+. Tilbuddet er gratis.

Der er begrænset antal pladser, så først-til-mølle-princippet gælder. Når I har bestilt en billet, bliver I kontaktet af børnebiblioteket med flere informationer.

TILMELDING TIL LÆSEFAMILIE