Peter anbefaler

Peter anbefaler

04.05.20
'Vejen' af Cormac McCarthy

I Cormac McCarthys dystopiske roman, Vejen, følger vi de to navnløse hovedpersoner, Manden og hans lille søn, Drengen, på deres rejse sydpå mod havet gennem et post-apokalyptisk, nedbrændt landskab.

Ligesom vi aldrig lærer Mandens og Drengens navne at kende, er det overladt til læseren at forestille sig, hvilken katastrofe der har gjort verden til et øde sted præget af allestedsnærværende aske, støv og røg fra de brændende skove. Et meteornedslag? En krig? En pandemi?

Vi hører i flashbacks om Moderen, som kort efter Drengen blev født forlod dem, da hun ikke kunne se den nye verden i øjnene.

Undervejs gennem regn, sne og kulde, altid på randen af sultedøden og på en evig jagt efter mad, møder Manden og Drengen andre overlevende, men kan aldrig vide sig sikre på, om de er gode eller tilhører en af de kannibalistiske bander, der huserer omkring dem.

Historien veksler mellem uhygge, spænding og glimtvise spor af håb.

På trods af bogens trøstesløse univers er det en til tider rørende fortælling, jeg især anbefaler på grund af den unikke beskrivelse af det meget omsorgsfulde forhold mellem far og søn.

Bogen vandt Pulitzerprisen i 2007 og blev filmatiseret i 2009 med bl.a. Viggo Mortensen på rollelisten.