Kristine anbefaler

04.05.20
'Ar' af Auður Ava Ólafsdóttir

Ar er en rørende, smuk, og sine steder endda morsom bog om tunge emner som selvmordstanker og ensomhed. Hvis du holder af Fredrik Backmans romaner som 'En mand der hedder Ove' eller 'Min mormor hilser og siger undskyld', så vil du også synes om Ar. 

Hovedpersonen i Ar vil ikke livet mere. Hans kone er skredet, datteren viser sig ikke at være hans, virksomheden er solgt, og moren ved at forsvinde i demensens tåger. Han beslutter sig for at låne naboens jagtgevær, men mangler lige at finde ud af hvor og hvordan. Datteren skal ikke finde ham. Da han ikke lige kan se en løsning, pakker han en lille værkstøjskasse og tager afsted til et land langt væk, hvor en borgerkrig lige har sluppet sit tag og befolkningen langsomt er ved at finde tilbage til et liv, der ikke længere er det samme. Han ender på et lille hotel. Vasken er stoppet og hængsler sidder løst. Værktøjskassen kommer i funktion, og snart ved hele landsbyen, at der er kommet én med hænderne skruet rigtigt på. Modvilligt bliver den livstrætte hovedperson trukket ind i deres liv, skæbner og ar.

Ar handler om hvor vigtigt det er for os som mennesker at finde mening og være en del af et fællesskab.