Kirsten anbefaler

Kirsten anbefaler

'Ringenes herre' af J. R. R. Tolkien

Jeg har valgt en klassiker indenfor fantasy-genren nemlig J.R.R. Tolkiens 'Ringenes herre', som godt nok er tre bøger, men ingen af de tre kan stå alene så derfor omtaler jeg dem som én bog.

Meget kort handler bogen om kampen mellem det gode og det onde. Men også om magtbegær, venskaber, kærlighed og de store ofre der må bringes for at opnå kærligheden.

Jeg har altid været glad for de bøger hvor du kan forsvinde ind i en verden der ikke ligner din dagligdag, men hvor der alligevel er ting man kan genkende. Og så er jeg vildt imponeret over hele det univers Tolkien har opbygget i sine bøger og hvor gennemført det er. Selvom jeg har læst bøgerne flere gange og set filmene, så vil jeg gerne genlæse dem i den komplette oversættelse fra 2012.

Bøgerne ligner ikke andre bøger men mange forfattere har prøvet at skrive noget der ligner 'Ringenes herre' blandt andre George R.R. Martin med serien 'En sang om is og ild' og J.R. Rowling har udtalt at Harry Potter-bøgerne er inspireret af Tolkien.

Hvis jeg skulle rejse til en øde ø og kun måtte vælge én bog at tage med, så ville det blive denne.