Karin anbefaler

Karin anbefaler

04.05.20
'Paris Belinda Hansen' af Anne Sofie Hammer

Den sjove og hjerteskærende bog 'Paris Belinda Hansen' er skrevet af Anne Sofie Hammer, som nok mest er kendt for sin børnebogsserie om Villads fra Valby. Bogen her er for de 9-12 årige (nok mest piger), og jeg vil anbefale den til højtlæsning fra ca. 7 år. 

Hovedpersonen Paris Belinda Hansen på næsten 10 år er lidt alene uden ret mange venner, og hun er hverken smuk eller klog. Hun bor sammen med en syg mor, som går derhjemme og en far, som arbejder i DR-byen. Hun drømmer om at deltage i X-factor og håber, at hun gennem farens arbejde kan få en fod indenfor. Samtidig drømmer hun om at få et marsvin, som hun sparer sammen til ved at samle flasker og dåser. En dag starter drengen Stefan i klassen, som også er lidt udenfor. Der opstår et fint venskab mellem de to klassekammerater, der nemt kan sætte sig ind i hinandens hverdag. 

Bogen har noget på hjerte for både børn og voksne, og selvom emnet omsorgssvigt dukker op i hovedet hos den voksne læser, bliver det heldigvis aldrig på noget tidspunkt sørgeligt og uudholdeligt. Man kommer helt automatisk til at holde af den lille seje pige.